Når en forælder eller bedsteforælder sidder fast med telefonen, er det oftest hurtigst selv at gribe fat og løse problemet. Men den løsning gør sjældent den anden klogere til næste gang. I stedet vender de samme spørgsmål ofte tilbage kort efter.
En anden vej er at blive ved med at holde hænderne til sig selv og i stedet pege og beskrive, hvad der skal trykkes på. Det kan føles langsommere i øjeblikket, men det giver den anden mulighed for selv at huske bevægelsen bagefter.
Tålmodighed betaler sig i det lange løb
Brug enkle ord og undgå fagudtryk, som kan virke fremmede. I stedet for at sige et teknisk navn på en funktion, kan man beskrive, hvad den gør, eller hvordan skærmbilledet ser ud. Det gør det lettere at genkende næste gang, situationen opstår.
Det kan også hjælpe at lade den anden gentage trinene højt, mens de trykker. På den måde bindes bevægelse og forklaring sammen, og hukommelsen får bedre fat i, hvad der skete, i stedet for blot at have set nogen andet gøre det hurtigt.
Nogle gange er det nødvendigt at gennemgå det samme flere gange, før det sidder fast. Det er helt naturligt og ikke et udtryk for, at nogen er dårlig til teknik. Ro og et venligt tonefald gør ofte mere for læringen end selve forklaringen.
Ved at holde fast i denne måde at hjælpe på, vokser den andens selvtillid langsomt. Med tiden bliver flere opgaver mulige at klare alene, og behovet for hjælp bliver mindre presserende, fordi grundlaget er bygget op skridt for skridt i eget tempo.
Det kan hjælpe at skrive de vigtigste trin ned med store bogstaver på et stykke papir, som kan ligge ved siden af telefonen. Så er der noget konkret at vende tilbage til, den dag hukommelsen svigter, uden at man behøver ringe og spørge om hjælp igen med det samme.
Husk også at rose fremskridt undervejs, selv de små. En anerkendende bemærkning om, at noget er blevet lettere end sidst, betyder ofte mere for modet til at prøve igen, end man skulle tro, og det gør den næste hjælpesituation lidt mindre anspændt for begge parter.
